17.jpg

/// SKIVE 24. OG 25. FEBRUAR ///

Fredag eftermiddag mødtes 8 forventningsfulde KIF-atleter og 3 fra Gentofte op i klubhuset for at begive sig mod vintersæsonens højdepunkt, Indendørs Ungdoms-DM (DMU) i Skive. Mik, Nanna, Gustav, William, Alma, Lukas, Alberte og Neloo fra KIF’s U18-hold sammen med træningskammeraterne Andreas, Esther og August fra Gentofte var tilmeldt. For at holde styr på flokken stillede trænerstaben i stærkeste opstilling med Michael Mørkboe, Jannick Bagge og Mikkel Hansen og på forældresiden blev der garderet med Birgitte, Pernille og Søren.

Efter 4 timers køretur mod Skive i to minibusser med enkelt pitstop undervejs var vi fremme på Roslev vandrerhjem først på aftenen, lige i rette tid til X-faktor der udskød den obligatoriske trænerbriefing en times tid. Kl. præcis 21.02 gav coach Mikkel de nødvendige instrukser om weekendens program, da det for de fleste var første gang man var til et dansk mesterskab. På vandrerhjemmet var ”de ældre” DMU-deltagere Albert, Annette og Mikkel stødt til, og dagen efter i hallen dukkede også Jonathan og Mads op, så truppen var komplet.

LØRDAG: Programmet lørdag var med første KIF-start 12.15 og det betød at vi kunne sove længe. Minibusserne afgik fra vandrerhjemmet kl. 10.30 så syvsoverne kunne få lidt ekstra søvn på kontoen. Første KIF’er i aktion var Annette Juma (P22) i længdespring, der i de første 5 spring øgede hver gang og overtrådte i 6. forsøg, desværre endte Annette på 5.11 blot 2 cm fra bronzeplads.

Imens gik Chrstoffer Åndahl (D19) i gang med højdespring i en konkurrence med 3 andre deltagere, Chris har ikke sprunget helt maksimalt her i vinter men i Skive fik Chris igen snuden i sporet med årsbedste 1.87 hvor PR er på 1.91. Chris blev 2’er i konkurrencen og dermed første KIF-medalje i hus.

Næste mand i aktion var DMU-debutanten Mik Lønborg (D15) der i stangspring først og fremmest skulle gå efter PR i et stærkt felt. Mik mødte op med PR på 2.32 og har allerede forbedret sig en del denne vinter. Mik overgik sig selv og satte to gange PR undervejs med først 2.40 og senere 2.60 klaret i første forsøg og med masser af luft. Suveræn præstation af Mik med PR på hele 28 cm og Mik sluttede 6’er i et felt på 11 mand i en dramatisk konkurrence, hvor Mads Rubek Vitoft fra Sparta satte PR hele 6 gange men alligevel kun blev 2’er efter hjemmebanefavoritten Noah Birk Meissner der vandt på højden 3.60.

På P15 800 meter skulle både Nanna Elmer (KIF) og Esther Kirkeby (Gentofte) i aktion i et meget stærkt felt med mange deltagere. Med en del skubberi i starten var der lidt uro i feltet, Nanna fik skubbet fint igen og placerede sig midt i feltet og Esther lagde sig bagest men hang fint på løbet igennem alle 4 omgange. Nanna sluttede 7’er i tiden 2.44.85 og Esther 9’er i tiden 2.47.29 og begge løb godt og veldisponeret.

Et af weekendens KIF-højdepunkter var på forhånd spået til at være 800 meter duellen i D15-klassen mellem William Elsner (nr. 1 på ranglisten) og Gustav Bendsen (nr. 3) og løbet levede til fulde op til forventningerne. Gustav lagde som vanligt ud i et højt tempo men midtvejs i løbet lagde en Holstebro-løber sig i front og satte tempoet et gear op. Både Gustav og William formåede at hænge på, med 150 meter igen havde William flere gode forsøg på at gå forbi men Holstebro-løberen formåede at holde spids, så William og Gustav kom ind på sølv- og bronzeplads. William i tiden 2.10.34 og Gustav lige efter i 2.10.64. Rigtigt flot med 2 KIF-medaljer i samme løb! Og allerede her en forbedring af U18-holdets medaljehøst fra sidste år, hvor udbyttet var 1 sølv.

På 800 meter-distancen fortsatte Jonathan Makwarth (D19) i et stærkt felt med bl.a. sidste weekends Senior DM-sølvvinder William Devantier fra Sparta, der fra start satte et hæsblæsende tempo. Feltet blev strukket ud men Jonathan formåede at hænge på alle 4 omgange og fik ovenikøbet overspurtet 2 mand til slut i en fornem sluttid på 2.03.79 med inde-PR på 2.5 sek. og en 4. plads i feltet.

Mikkel Ringsted (D22) var i stangspring en af forhåndsfavoritterne, men under opvarmningen mærkede Mikkel til en gammel skade og valgte at stå over, ærgerligt for Mikkel.

Christoffer Åndahl (D19) var ud over højde også tilmeldt trespring i en konkurrence med blot to deltagere i alt så medaljen var sikret på forhånd. Efter blot to spring valgte Christoffer at udgå af konkurrencen med lidt fodproblemer efter et spring på 11.42 hvilket var rigeligt til at sikre sig KIF’s første guldmedalje, tillykke til Chris med guldet!

På 60 m løb Alma Witt (P15) i tiden 8.56 og sluttede 6’er i heatet, Alma fik lidt smerter undervejs i sprinten og kunne desværre ikke gennemføre i maksimalt tempo, men bliver forhåbentlig klar til 200 m søndag.

I trespring var Lukas Medina Sørensen (D15) i skarp konkurrence i et felt med 9 andre deltagere, hvor hele 5 mand nåede over 12 meter i en meget tæt konkurrence. Lukas lå længe nr. 2 i konkurrencen men blev i finalerunden skubbet ned på 5.-pladsen men satte undervejs PR med et spring på 12.00 m. At konkurrencen var hård illustreres af at 12.00 sidste år havde rakt til guldmedalje.

På 60 m løb August Østergaard (D15) fra Gentofte indledende heat i 7.78 hvilket præcis var nok til en finaleplads som sidste mand, idet 7.79 ikke rakte til finalen. August forbedrede sig i finalen til 7.72 (PR med 1/100 sek.) hvilket rakte til en samlet 8.-plads. Finalen blev vundet i 7.22 af Henrik Lykke fra Silkeborg, som nu er blot 9/100 sek. fra Andreas Trajkovskis danske 15-års rekord, som Andreas satte i KIF-trøjen tilbage i december 2008.

Rosinen i pølseenden lørdag var Albert Ranning (D22) der på 60 m var blandt medaljekandidaterne. Trods en langsom start fik Albert kæmpet sig op gennem feltet og sluttede på en flot 2.-plads i tiden 7.07 kun besejret af Kojo Musah der vandt bronze ved sidste weekends Senior DM. Se finaleheatet her.

Facit efter førstedagen 1 guld, 3 sølv, 1 bronze og 4 PR.

SØNDAG: Tidlig pakning og afgang fra vandrerhjemmet 7.45 i første minibus, da Alberte Ulrik (P15) skulle i ilden allerede i søndagens første øvelse, 60 m hæk. Efter en tyvstart var Alberte lidt usikker og fik ikke et helt optimalt løb og sluttede i tiden 10.94.

I trespring vandt Annette Juma (P22) bronze med et spring på 11.29, Annette øgede konkurrencen igennem og sluttede af med to gode spring på hhv. 11.29 og 11.20. Annette var kun 5 cm fra sølv. Efter en kort pause var Annette i aktion igen på 60 m hæk, hvor Annette lagde sig i front men desværre ramte ind i 4. hæk og måtte tage til takke med bronzen i tiden 10.90. Annette fylder 22 i år og dermed hendes sidste DMU, der blev rundet af med to bronzemedaljer.

I mellemtiden var Mik Lønborg (D15) i kugleringen og støde. Mik havde 3 stabile forsøg med bedste på 9.88 som var lidt under PR på 10.32. Generelt havde alle kuglestødere i aldersgruppen det svært med stød en del under PR af uforklarlige årsager, måske det tidlige starttidspunkt søndag morgen havde lidt at sige.

På 1500 m i D15 skulle William Elsner og Gustav Bendsen forsøge at gentage lørdagens succes med både sølv og bronze i samme løb. Desværre var der så mange deltagere, at William og Gustav blev inddelt i hvert deres heat, William i B-heatet og Gustav i A-heatet. I B-heatet lagde William ud i højt tempo i førerposition, men måtte undervejs geare lidt ned og William sluttede 4’er i heatet, men i stor PR-tid 4.41.02 som var forbedring på næsten 9 sekunder. I A-heatet satte Gustav Bendsen som vanligt et højt udgangstempo og førte længe løbet, men blev mod slutningen overhalet af Oliver Kirial fra Skive. Gustav tog en fornem sølvmedalje og blev dermed mest vindende atlet fra U18-holdet med 1 sølv og 1 bronze. Gustavs tid var så flot som 4.22.78, som både var PR med 3.5 sek. men endnu vigtigere KLUBREKORD i D15-klassen ved at slå John Christiansen rekord fra 1979 på 4.24.4. Endnu mere markant er det at Gustav har slået rekorden på 200 meter bane med de skarpe indendørs-sving. Kæmpe tillykke til Gustav, der ovenikøbet blev mest vindende KIF'er med 1 sølv og 2 bronze!

På samme 1500 m distance skulle Andreas Lange (D16) fra Gentofte i aktion i det hurtige A-heat, feltet blev hurtigt splittet i to dele pga. højt udgangstempo, men Andreas hægtede sig på forfølgergruppen og lykkedes at oversprinte to løbere til sidst og kom i mål i tiden 4.17.80 som var PR med knap 1 sekund.

I længdespring var Lukas Medina Sørensen (D15) blandt medaljekandidaterne og levede op til dette ved at vinde sølv med et spring på 6.03. Lukas lå 1’er før konkurrencens sidste spring som Spartas Vilhelm Krüger så overgik med et vinderspring på 6.12. En god præstation af Lukas der nu springer stabilt omkring 6 meter i konkurrencerne uden så meget springtræning i benene.

KIF’s anden guldmedalje i weekeden blev vundet på 200 m af Albert Ranning (D22) i tiden 22.58 hvor Albert ovenikøbet havde overskud til en lille jubelscene på opløbsstrækningen. Albert blev sammen med Christoffer Åndahl eneste KIF Danmarksmestre med 1 guld (200 m) og 1 sølv (60 m). Det bliver spændende at følge Albert udendørs i løbet af sæsonen.

I D15-klassen var Neloo Falck (KIF) og August Østergaard (Gentofte) på startlisten. Neloo løb i tiden 25.66 meget tæt på PR og August løb i 24.83 ligeledes tæt på PR. På samme distance løb Alma Witt (P15) et flot løb og var i nærheden af PR på 27.60, da hun desværre snublede få meter fra målstregen og ikke kunne gennemføre.

Sidste mand i de tekniske øvelser var Mads Ringsted (D19), der sluttede 5’er med et stød på 14.09.

Neloo, Lukas, William og Gustav rundede festen af i Spar Nord Arena med en 4 x 200 m stafet i D15-klassen. Efter en suveræn præstation i B-heatet sluttede kvartetten nr. 3 blandt de 6 hold i klassen som udløste weekendens største jubel i KIF-lejren, fantastisk præstation af drengene.

Så var det tid til at vende snuderne hjemad efter en god, lang, anstrengende og udbytterig weekend i selskab med dygtige, trætte atleter, engagerede trænere og heppende forældre. Stærke præstationer over hele linien og frem for alt super engagement. Facit blev 2 guld, 5 sølv og 4 bronze, som blev en forbedring af sidste års resultat på 9 medaljer. Det blev til  6 PR samt Gustavs flotte klubrekord på D15 1500 meter. Tillykke til atleterne og trænerne for de flotte præstationer weekenden igennem.


Seneste nyheder

Seneste begivenheder

lør 8 sep 17:00 - 23:55
privat arrangement
søn 9 sep 08:00 - 23:55
privat arrangement
lør 15 sep 08:00 - 21:00
Børneløbet
søn 16 sep 08:00 - 21:00
Børneløbet
fre 21 sep 18:00 - 23:00
Senior-arrangement
lør 22 sep 08:00 - 21:00
Friløbet
søn 23 sep 08:00 - 21:00
Friløbet
fre 28 sep 18:00 - 22:00
U18 spisning efter mangekamp

Kalender

September 2018
M T O T F L S
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30

Events

Facebook