Kronborg Games 1
23 veloplagte KIF’ere i alderen 7 til 62 år deltog d. 7. januar i årets første indendørs stævne, Kronborg 1, der som altid fandt sted i Snekkersten Hallen.
Resultaterne fra stævnet kan findes på gratis app’en Roster Athletics, så her vil vi nøjes med at omtale nogle af resultaterne fra højdespring. 11 årige Thue Villum Østdahl forbedrede sin PR med hele 10 cm fra 1,18 m til 1,28 m og var endda meget tæt på at klare højden 1,31 m. 14 årige Isabella Bonde forbedrede sin PR fra 1,44 m til 1,47 m, ligesom hun var tæt på at klare højden 1,50 m. Klubbens 15 årige mangekæmper, Aliya Dahl, forbedrede ligeledes sin PR fra 1,43 m til 1.44 m. Flotte præstationer af de unge atleter.
Flere forældre til vore yngste atleter udtrykte begejstring over stævnet. Det så da også ud til at børnene havde en fest. Vi vil derfor opfordre forældre til vores unge atleter om at lade dem deltage i de kommende Kronborg Games, der finder sted d. 4. februar samt d. 11. marts.