Ny bestyrelse i Dansk Atletik
Efter at den hidtidige bestyrelse i Dansk Atletik nedlagde deres hverv d. 17. juni, er der i dag søndag d. 3. juli blevet afholdt et ekstraordinært årsmøde i Odense. Eneste punkt på dagsordenen var valg af en ny bestyrelse. Efter mere end 30 klubber anmodede om det ekstraordinære årsmøde, startede en proces omkring at samle kandidater til en bestyrelse. KIF’s Christina Schnohr var næstformand i DAF fra 2007-2012, og havde fået kendskab til den kritiske situation i DAF gennem nogle af de klubber, som stod bag anmodningen. Da hun – siden hun forlod DAFs bestyrelse – har tænkt at hun ”en eller anden dag” skulle være formand, blev det for 4 uger siden klart for hende at ”en eller anden dag var i nær fremtid. Christina har i dag præsenteret en ny bestyrelse for årsmødet. Hendes ambition var at samle et fagligt og geografisk bredt favnende hold, og resultatet fremgår herunder:
Formand: Christina Schnohr, KIF
Næstformand: Simone Frandsen, Holte IF
Økonomiansvarlig: Thomas Vang Christensen, FIF Hillerød
Bestyrelsesmedlemmer: Anders Urup Colstrup, Haderslev IF
Claus Clausen, Viking Rønne
Jesper Faurschou, Herning LK
Lars Werge, Gentofte AK
Nicolai Hartling, Sparta Atletik og Motion
Søren Speich Sørensen, KIF / Sparta Atletik og motion
En beskrivelse af de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer kan findes here på Dansk Atletiks hjemmeside.
DAFs nye formand(inde), Christina Schnohr, født i 1975, startede som barn sin atletikkarriere i KIF, hvor hun stadig har klubrekorder for piger 13 år på 80 m i tiden 10.36 sek. samt klubrekord for piger 14 år i 7-kamp med 5543 point. Sidenhen har Christina været medlem af Frederiksberg IF, Aarhus 1900 samt Sparta, men eftersom hun har været medlem af KIF siden 2016 i forbindelse med, at hun har været involveret i arbejde omkring Eremitageløbet, er hun nu tilbage og repræsenterer KIF. Hun har 36 danske seniormesterskaber på CV’et, ligesom hun har deltaget ved både EM og VM indendørs.
Christinas stemme er velkendt indenfor atletikken, idet hun ofte er speaker ved større begivenheder som f.eks. Copenhagen Maraton (2005-2015), DHL-stafetten, Eremitageløbet og senest ved Copenhagen Athletic Games i sidste måned.
Som ny formand for DAFs bestyrelse vil Christina først og fremmest sikre et godt arbejdsmiljø i bestyrelsen samt hos de ansatte på kontoret i Brøndby: ”Jeg vil stå i spidsen for en bestyrelse, der først og fremmest fremstår med åbenhed, fordi jeg tror på, at det fremmer troværdigheden, uanset om man træffer beslutninger, som er i modstrid med alles interesser. Vi er en gruppe på 9 meget handlekraftige personer,
som alle sammen har et stort drive på at ”give igen” til atletikken, fordi atletikken for os hver især har givet os så meget i vores liv”.
Det er velkendt, at Dansk Atletik har en anstrengt økonomi, vi har derfor spurgt Christina om hendes holdning til dette spørgsmål. ”Økonomien er et vigtigt spørgsmål, og dét skal den nye bestyrelse få styr på som det allerførste. Valget som økonomiansvarlig er faldet på advokat (H) Thomas Vang Christensen, der har 25 års erfaring som advokat og rådgiver for bestyrelser. Ud over ham er både Simone, Søren, Jesper og Nicolai simpelthen uddannet i økonomi, så det at jeg har haft ½ års økonomi og ½ års sundhedsøkonomi giver mig nok bare den nødvendige baggrund til at følge med i, hvad de andre dykker ned i – og finder frem til som en ny god model at arbejde med. Sammen med Michael (sekretariatsleder) vil jeg nemlig gerne stå for, at vi finder en måde at følge – og formidle regnskaberne til klubberne – så ALLE kan følge med. Det synes jeg personligt har manglet, også dengang jeg sad som næstformand. Det bedste er, at jeg har 100% tiltro til, at vi vil løse den opgave, så vi sammen kan sikre dansk atletiks økonomi fremover OG sikre at alle klubber kan følge med i arbejdet. Vi starter dét arbejde som noget af det første og vil præsentere noget konkret til det ordinære årsmøde i oktober.”
Christina glæder sig til komme i gang med arbejdet i DAFs bestyrelse: ”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en videreudvikling af DAF. Et grundlæggende faktum er, at medlemstallene i klubberne og deltagertallene i motionsløb jo har været nedadgående. Løsningen er at øge tilgangene til klubberne især ved at udnytte den fællesskabsfølelse, der bliver skabt omkring løb. Det kan godt være, at mange falder fra i 14-15-års alderen, men derfor er det nærliggende at arbejde for, at alle danske 5-12-årige dyrker atletik”.
Christina fortsætter med ild i øjnene: ”Jeg glæder mig over de mange flotte resultater, der opnås nationalt og internationalt for tiden, men også at vi jo så 91.000 danskere dyrke atletik, da de deltog i Royal Run d. 6. juni. Kongefamilien står på mange måder i spidsen for en folkesundhedskampagne, som vi oplagt kan følge op på. Desuden vil jeg personligt advokere for, at den nye bestyrelse vil fokusere på børne- og unge-atletikken, der har været forsømt i nogle år. Jeg oplever heldigvis, at der er mange dedikerede kræfter i hele atletik Danmark, som arbejder ufortrødent med børne- og unge atletikken. Dem ønsker jeg at invitere med rundt om bordet, så politikken på området inkluderer eksperterne, der dagligt arbejder med ungdommen.”
Christina kan mødes hver 14. dag fremadrettet, hvor alle inviteres til at deltage og drøfte atletik-relevante spørgsmål i et online-møde forum